Rådmanden har ansvaret i handicap-sag

‘Kæmpe lussing til Aarhus Kommune’, sådan lød det, da Ankestyrelsens afgørelse om forældrebetaling for handicappede børn anbragt udenfor hjemme blev offentliggjort. Ja, Aarhus Kommunes udskrivning af store regninger til forældre i en meget svær situation blev kendt helt forfejlet. Men hvem har ansvaret?

Pressemeddelelse 3.4.2015: Byrådsmedlem Jette Jensen

I Enhedslisten har vi hele tiden ment, det var en urimelig hård behandling, der med regninger på flere tusinde kroner om måneden blev udskrevet til en i forvejen hårdt presset forældregruppe.

“Vi har været stærkt bekymrede over dette, og derfor har vi flere gange rejst sagen i Aarhus Byråd for at få ændret beslutningen om forældrebetaling. Og der skal ikke herske spor tvivl om, at vi er meget tilfredse med Ankestyrelsens afgørelse,” siger Jette Jensen.

Spørgsmålet er så, hvor ansvaret for fadæsen skal placeres.

“I Aarhus har vi valgt at have magistratsstyre – og dermed en række rådmænd som de øverste og politiske ledere af forvaltningerne. Så ansvaret for denne urimelige behandling af forældre til børn med handicap ligger hos rådmanden for Sociale forhold og Beskæftigelse. Det er ham, der har det politiske ansvar, og det er ham, der udstikker den politiske kurs. Han kunne have handlet anderledes,” siger Jette Jensen.

Så den ‘kæmpestore lussing’ skal altså rettelig tildeles rådmand Thomas Medom, mener Enhedslisten.

“Vi har de seneste dage set, hvordan rådmanden i pressen forsøger at løbe fra ansvaret i denne sag og tørre det af på alle mulige andre såsom kommunale embedsmænd, Ankestyrelsen og socialministeren. Men jeg tror ikke, de berørte forældre hopper på den. De ved godt, at rådmanden står tilbage med ansvaret,” siger Jette Jensen.