Sex og ligestilling på kommunens budget

Kvindemuseet får fremover en halv mio. kr. om året af Aarhus Kommune til en skoletjeneste, der får særligt fokus på seksualundervisning. Det er et godt og vigtigt fremskridt for ligestillingen.

Pressemeddelelse, Maria Sloth, byrådsmedlem.

Enhedslisten har rejst sagen i budgetforhandlingerne med støtte fra Socialdemokraterne. Og det lykkedes at få skoletjenesten med på budgettet. Øget seksualundervisning har tidligere været et stort ønske fra Børn- og Ungebyrådet. Og det er rigtigt godt, at dette ønske fra de unge nu kan føres ud i livet. Kvindemuseet er unikt, dets samlinger og fortællinger giver forståelse for paradokser og praksis omkring køn, seksuel identitet, respekt for hinanden, prævention, graviditet m.m.

“Det er fedt, at de unge med bedre oplysning kan få en god start på deres seksualliv. Det er samtidig flot af Kvindemuseet, at det vil løfte sådan en stor opgave. Imponerende, at museet også på denne måde tager ansvar for de unge og for ligestillingen,” siger Maria Sloth, Enhedslisten.

Hun synes, at der er rigtigt godt og meget betryggende, at unge fremover i Kvindemuseets skoletjeneste kan få oplysning på en god og kvalificeret måde om sex på forskellige måder, om beskyttelse, om retten til at sige fra og mange andre vigtige spørgsmål.

“Kvindemuseet har lang erfaring i arbejdet med kønsforhold. Det glæder Socialdemokraterne at et så markant og fagligt funderet museum kan bidrage til folkeskolen med en ny og anderledes skoletjeneste”, siger Camilla Fabricius, Socialdemokraterne.

Kvindemuseet blev i 2013 besøgt af 4000 børn i forbindelse med undervisning. Starten af en skoletjeneste på museet kan sikre, at den viden og ekspertise museet rummer, kan anvendes optimalt af skoler og uddannelsessteder.