Byrådsforslag: Åbenhed om partistøtte i Aarhus

De seneste dage har budt på fornyet fokus på økonomisk støtte til partierne og deres valgkampe. Vi har tidligere offentliggjort vores valgkampsbudget og opfordret de andre partier til at følge trop. Det er et demokratisk problem, at partierne kan hemmeligholde deres økonomiske sponsorer for vælgerne. Hemmelighedskræmmeriet kan give en mistanke om, at der foregår noget lyssky, når der skal fx tildeles bevillinger eller vedtages en ny lokalplan, mener Enhedslisten i Aarhus.

Desværre har næsten alle partier i Aarhus valgt at hemmeligholde, hvor deres penge kommer fra.

Derfor stiller Enhedslisten Århus forslag i byrådet om, at alle bidrag over 5.000 kr. på samtlige partier offentliggøres – med såvel navn på bidragsyder og størrelsen på støtten

Desuden vil Enhedslisten Århus stille forslag om, at alle bidrag på over 50.000 kr. til samtlige partier offentliggøres – med såvel navn på bidragsyder og størrelsen på støtten – hvis partiet får plads i byrådet efter valget.

Peter Hegner Bonfils, byrådskandidat for Enhedslisten, siger:

Vi hilser fokusset på støtte til partierne velkommen. Åbenhed er en forudsætning for demokrati. Og det gælder især, når store pengeinteresser kan have indflydelse på de politiske beslutninger. Det er interessant for vælgerne at vide, hvem der betaler til partierne – og dermed om der gives noget retur for støtten. Særlig interessant er det, hvor Venstre har deres penge fra.

Det er problematisk, at de sparsomme regler om åbenhed, der er i dag, ikke gælder for kommunerne. Det er jo meget relevant at vide det, hvis én af de store lokale virksomheder donerer store beløb til partierne, og dermed måske får indflydelse på lokalplanen eller lignende. Derfor foreslår vi også, at vi beslutter os for at have krav om øget åbenhed her i Aarhus.

Vælgerne fortjener, at vide hvilke partier der bakker op om åbenhed inden de sætter deres kryds. Vi håber derfor, at de andre partier snarligt tager stilling for eller i mod vores forslag. Medmindre de har noget at skjule, så bør det være fuldstændig uproblematisk at bakke op om vores forslag.

Yderligere kommentarerer kan fås ved Peter Hegner Bonfils på tlf: 2713 5157

Baggrund:
90 millioner. Så mange kroner blev der kanaliseret fra danske erhvervsinteresser til partierne på højrefløjen op til sidste folketingsvalg.

Ifølge reglerne om partistøtte skal partierne offentliggøre navnene på deres donorer, som giver mere end 20.000 kr., i partiregnskaberne, så danskerne kan se hvem, der betaler for partiernes valgkampe.

Men partier som Venstre og de Konservative skjuler identiteten på deres donorer ved at omgå reglerne om partistøtte. Ved at oprette pengeklubber som f.eks. den Liberale Erhvervsklub eller C-business kan de økonomiske donorer anonymt overføre millioner til de politiske partier, uden at det kommer til offentlighedens kendskab.

At det er muligt skyldes at de danske regler for partistøtte er alt for nemme at omgå, hvilket også er blevet kritiseret af internationale organisationer der beskæftiger sig med korruption og gennemsigtighed.

Samtidig er gennemsigtigheden langt fra tilstrækkelig, fordi det ikke er muligt at se, hvor stort et beløb, det drejer sig om. Der kan være tale om 20.0001 kr. eller 15 mio., og det er jo væsentligt.

Indenrigsministeriet har fastslået, at reglerne desuden ikke gælder lokalt for de enkelte kommuner, og derfor har flere kommuner besluttet, at det ikke skal være offentligt tilgængeligt eller omfattet af aktindsigt.

Regeringen har meddelt, at de vil ændre reglerne for partistøtte, men det er endnu ikke klart, hvordan.
Enhedslisten kører i øjeblikket kampagne for øget åbenhed om partistøtte. Inden for Christiansborgs mure arbejder Enhedslisten for at få ændret reglerne for partistøtte, så alle donationer over 5.000 kr. – også til lokale partiafdelinger eller i form af andet end penge – skal fremgå af partiernes regnskaber med beløb og donors navn. Vi vil også have præciseret, at pengeklubberne skal offentliggøre deres medlemmer, så ingen donorer kan gemme sig bag dem. Indtil Folketinget tager initiativ til at skabe åbenhed ved lov, opfordrer vi partierne til frivilligt at fortælle, hvor deres penge kommer fra, uanset beløbenes størrelse.
Man kan se mere på www.pengeklubberne.dk, hvor bl.a. Enhedslistens egne bidrag over 5.000 kr. er opgjort