Kampen om det røde budget

Her i september måned skal vi for første gang prøve kræfter med S og SF inden valget, når budgetforhandlingerne løber af stablen. De skal vælge om de vil fortsætte de seneste års nedskæringspolitik, eller om de sammen med os vil gøre en indsats for velfærden. Men hvad er der egentligt behov for?

Velfærd og skolereform

Der er store udfordringer i det kommende års budget. Særligt det sociale område kræver en engageret indsats efter flere års nedskæringer, ifølge Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen.

– Vi har de seneste år set gentagne nedskæringer, som århusianerne ikke kan være tjent med, fortæller Jette, og fortsætter:

– Mod vores vilje har kommunen i de seneste år kørt på en række minimumsydelser. På flere områder har Statsforvaltningen og ankenævn underkendt kommunens handlinger. Derfor skal der flere midler til personlig assistance til handicappede, og til at fjerne ventelister på botilbud.

En anden udfordring er folkeskolereformen, som medfører en stor regning for Aarhus Kommune. Selvom reformen efter sigende skulle være udgifts-neutral, så er det bestemt ikke tilfældet i Aarhus, hvor klassernes timeantal har ligget på lovens minimumsgrænse.

– Det er helt afgørende, at vi får fundet midler til at dække udgifter. Ellers skal vi have lærerne til at undervise 5 timer mere fremfor de 3, der allerede er aftalt, forklarer Jette:

– Når vi tænker tilbage på foråret lærerkonflikt, så tvivler jeg stærk på, at det vil være den bedste måde at gennemført reformen på.

Behov for mere finansiering

Her er bare nævnt de områder, hvor kommunen er pålagt at lave forbedringer. Der er også brug for midler til blandt andet Hjemløseplanen og til kulturinstitutioner som blev overset i Kulturpolitikken.

– Der er ikke plads i det forslåede budget til at løse alle de udfordringer, vi står med. Mere finansiering er en nødvendighed, hvis vi skal bevare velfærden på et acceptabelt niveau, siger Jette.

Borgmester Jacob Bundsgaard har lagt op til at der skal findes penge gennem effektiviseringer. Således skal Aarhus spare 0,3 procent af de samlede lønudgifter. Det vil blive op til de enkelte magistrater at finde pengene.

– Jeg har meget svært ved at se, hvordan vi grundlæggende kan løse udfordringer gennem besparelser. Vi har tidligere set at sådanne ‘effektiviseringer’ skaber forringelser for borgerne.

Her kan finansieringen findes

En årlig indtjening på op mod 400 millioner kan findes via dækningsafgiften (skat på erhvervsejendomme) og grundskylden (skat på grundværdi).

– Byrådsflertallet har i flere år ført en politik om at sænke afgifterne til virksomheder, fortæller Jette:

– Når vi i samme periode har set gentagne kommunale besparelser, så er det tydeligt, at vi bevæger os i den forkerte retning.

Helt konkret vil en hævning af dækningsafgiften til 10 promille, give en indtægt på omkring 200 millioner årligt. Hvis grundskylden sættes tilbage til 1997-niveauet, vil det give omkring 200 millioner.

– Det kræver, at Socialdemokraterne opsiger deres politiske aftale om dækningsaften.

Rødt budgetforlig i Aarhus

Den 19. september byder forhåbentligt på et rødt budgetforlig. For at det kan ske, er der behov for, at Socialdemokraterne er villige til at føre en rød politik.

– Det er afgørende, at vi får en genopretningsplan for det sociale område, og at vi finder midler til skolereformen, udtaler Jette.

– Hvis Socialdemokraterne vælger endnu en sparerunde med Venstre, så vil vi hænge dem op på det til valget.