Lad os få valuta for skattepengene

Med få ekstra midler kan vi skabe flere job i stedet for at betale folk for at gå rundt derhjemme. Det kræver at vi dropper den rigide kassetænkning mellem stat og kommune, men det er muligt, hvis vi vil!

Et af de største problemer, som Danmark står overfor netop nu, er den massive mangel på job. Det paradoksale er, at det stort set ikke koster noget at ansætte de mange arbejdsløse i velfærdsjob.

Hvis man regner udgifterne i den offentlige sektor sammen, altså trækker den nuværende understøttelse og den kommende skattebetaling fra den kommende løn, koster det eksempelvis kun 30.000 kr. ekstra om året at ansætte en sosuassistent. Med ét smæk ville man forbedre den offentlige service og skaffe de desperate jobsøgende et arbejde.

Problemet er, at det gør man ikke.

I stedet for at se på de samlede udgifter er der en skarp opdeling mellem stat og kommune. Hvis man ansætter den nævnte sosu-

assistent, kommer kommunen altså til at betale gildet, mens staten sparer penge og scorer størstedelen af skatteindtægterne.

Der er behov for, at vi gør op med den rigide kassetænkning mellem stat og kommuner – pengene kommer trods alt det samme sted fra, nemlig skatteydernes lommer.

Lad os få noget valuta for pengene i stedet for at bruge næsten samme beløb på at have folk gående ledige.