Drop lockouten af lærerne

Enhedslisten har stillet et byrådsforslag om at, at Århus kommune ikke lockouter lærerne. Det er der nemlig ingen grund til.

Af Jette Jensen, Byrådsmedlem for Enhedslisten

Mandag den 1. april træder Kommunernes Landsforenings varslede lockout af blandt andet landets folkeskolelærere i kraft. Lockouten kommer til at betyde, at langt den største del af lærerne nægtes adgang til den skole, hvorpå de er ansatte – og konsekvensen bliver, at langt de fleste folkeskoleelever ingen undervisning får.

Lockouten er varslet, fordi der ikke har kunnet opnås enighed om en ny arbejdstidsaftale for lærerne – hverken ved det almindelige forhandlingsbord eller i forligsinstitutionen. Set udefra har det virket, som om Kommunernes Landsforening ikke har ønsket at FOR-HANDLE en ny aftale på plads, men i stedet har villet DIKTERE en aftale for lærerne. Det er i sig selv stærkt kritisabelt.

Men hvad værre er: i Århus træder lockouten også i kraft den 1. april. Til trods for, at der er indgået en ny arbejdstidsaftale mellem Århus kommune og Århus Lærerforening, en aftale der for øvrigt er blevet skamrost af både byens borgmester og byens Børn og Unge-rådmand. Og til trods for, at den nye aftale bliver en realitet i Århus, uanset der ikke indgås en aftale på landsplan.

Det betyder altså, at de århusianske skoleelever ikke får undervisning i den periode, lock-outen varer, selv om arbejdstidsforhandlingerne på landsplan ikke kommer til at gælde i Århus. Det betyder, at de elever, der nærmer sig afgangsprøverne, ikke får mulighed for at tilegne sig den sidste del af det stof, de om kort tid skal testes i. Det betyder, at mange familier må bruge krudt og energi på at få en hverdag med arbejdsliv og børn, der skal blive hjemme fra skole, til at hænge sammen. Det er da tudetosset.

Enhedslisten har derfor stillet et byrådsforslag om at, at Århus kommune ikke lockouter lærerne. Det er der nemlig ingen grund til.

Mit håb er, at de øvrige partier i byrådet vil bakke op om forslaget, når det bliver behandlet. Både for at signalere, at byrådet accepterer den aftale, der er indgået mellem Århus kommune og Århus Lærerforening. Men også for at sikre, at byens børn får den undervisning, de har krav på.