Enhedslisten kræver forklaring på hemmelig rapport

– Tilsyneladende forsøger KL at holde en rapport hemmelig, som viser, at både lærere og kommuner er tilfredse med den eksisterende arbejdstidsaftale på folkeskoleområdet. Rapporten skulle have været offentliggjort i november 2012, men er siden blevet holdt hemmelig, og det er naturligvis helt uacceptabelt, siger Jette Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Århus.

– Vi må nu have en forklaring på, hvem der har besluttet at holde denne rapport hemmelig, og jeg har derfor spurgt borgmester Jacob Bundsgaard, der sidder i KL’s bestyrelse, om han har været vidende om denne rapports eksistens, og om han har været med til at beslutte, at den skulle holdes hemmelig, siger hun.

– Jeg vil under alle omstændigheder opfordre Jacob Bundsgaard til at kræve, at rapporten skal offentliggøres. For det første ved Jacob Bundsgaard som borgmester i Århus, at den nuværende arbejdstidsaftale for folkeskoleområdet rummer den fleksibilitet, der skal til for at øge lærernes undervisningstimetal – det er jo netop sket i den aftale, Århus kommune har indgået med Århus Lærerforening. For det andet ville det være helt i tråd med Jacob Bundsgaards ønske om åbenhed i Århus Kommune. Denne indsats bør selvfølgelig også følges op i KL, siger Jette Jensen