Århus ofrer de svage – igen

Århus har endnu engang fået et nedskæringsbudget. Byrådsflertallet har vedtaget en række besparelser, som først og fremmest rammer nogle af de svageste grupper i Århus.

Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen arbejdede for at få fjernet de værste velfærdsforringelser fra budgettet.

– Vi sad med ved forhandlingsbordet så længe som muligt, fortæller Jette.
– Desværre måtte vi konstatere, at vi ikke kunne få en løsning, som vi kunne stå inde for.

Det sociale område
Der er mange slemme besparelser i næste års budget, men det Enhedslisten primært har lagt vægt på er det sociale område. I løbet af bare det sidste år har det sociale område gennemgået tre store sparerunder. Flere af de hårdest ramte grupper ender med at skulle betale regningen for en stram økonomisk politik og prestigefyldte anlægsbyggerier.

– Det blev godt nok vedtaget, at det sociale område er fritaget for nye besparelser. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er desværre ikke tilstrækkeligt, siger Jette.
– Der ligger nemlig en regning fra sidste års besparelser på området, som stadig skal betales. Og det kan ikke gøres uden, at det går ud over nogle grundlæggende velfærdsydelser. På sigt får vi svært ved at undgå, at det får katastrofale konsekvenser både menneskeligt og økonomisk, forklarer hun.

Den forebyggende indsats
Jette peger på, at det som for alvor er et stort problem, er at man skærer hårdt ned på den forebyggende indsats. Helt konkret drejer det sig om lukning af væresteder for mennesker med sindslidelser og af Christian X’s børnehjem, som Enhedslisten ikke kunne acceptere. Yderligere var det lukningen af de forebyggende tilbud som familieskolerne, den kriminalitetsforebyggende indsats, Gellerup-scenen, samt døgnbehandlingstilbud til misbrugere.

– Det er meget kortsigtede besparelser, som man har vedtaget. Konsekvensen bliver, at vi sender regningen videre til de kommende generationer. For eksempel kan fraværet af familieskolernes indsats ende med, at børn må tvangsfjernes eller tilbydes meget dyre foranstaltninger.

– Vi mener, at økonomisk ansvarlighed er, at løse problemerne mens de er små og til at betale, frem for bare at se på de enkelte magistraters budget her og nu.

Prisregulering i det offentlige
Et andet punkt som står højt på Enhedslistens dagsorden er de offentlige institutioner skal kompenseres for prisudviklingen. I Århus Kommune følger tilskuddet til institutionerne ikke de prisstigninger vi ser i samfundet. Det er i praksis en nedskæring, fordi det betyder, at de offentlige tilbud må stramme bæltet ind for at købe det de er vant til.

– Når jeg selv køber ind, så kan jeg da mærke, at priserne stiger. Det er ikke anderledes for det offentlige. Det er uholdbart på sigt, fordi vi forventer en ordentlig kvalitet af vores skoler og daginstitutioner, men de får ikke penge til at levere den.

Her kan vi finde pengene

Enhedslisten har flere forslag til, hvordan der skal blive råd til velfærden. Inden for kommunens grænser har Enhedslistens i flere år arbejdet for at få forhøjet grundskylden og dækningsafgiften. Det vil hæve skatterne for henholdsvis jordejere og erhvervsejendomme.

● Vi vil hæve grundskylden til det niveau den lå på i 1997. Det er en skat, som er socialt retfærdig, fordi erhvervslivet og de rigeste kommer til at betale mest, siger Jette.
● Det vil årligt give en indtægt på knap 200 millioner. Vi ville dermed kunne undgå en stor del af de nedskæringer, som har ramt Århus de sidste par år.

På landsplan kan vores skatteforslag give et økonomiske råderum til kommunerne.

– Enhedslistens forslag om at tilbagerulle skattelettelserne for de rigeste, vil give mange penge til velfærd. Beregninger fra Indenrigsministeriet viser, at det vil give Århus Kommune omkring 400 millioner årligt i skatteindtægter. Det ville rent faktisk betyde, at Århus kunne investere i velfærd frem for at skære i den, fortæller Jette.

Velfærd kræver investeringer

Problemet med den nuværende udvikling er, at det risikerer at blive skruen uden ende. Hvis vi sparer i dag, så ender udfordringerne og udgifterne med at blive endnu større i fremtiden. Når vi modtager den regning, så vil de økonomiske rammer blive endnu dårligere. Og det kan næsten kun kunne føre til yderligere velfærdsforringelser.

● Vi bliver nødt til at nå det punkt, hvor det er borgernes behov og ikke kommunens økonomi, som sætter niveauet for hvilken velfærd vi skal have, siger Jette:
● Det er nødvendigt, at vi gør det klart for folk, at velfærden er et område, som vi er nødt til at investere i, men også at vi rent faktisk har muligheden for at gøre en forskel.

Folketing og fagbevægelse
Jette Jensen og Enhedslistens kommunalgruppe har allerede taget kontakt til den nye folketingsgruppe for at få givet kommunerne bedre vilkår. Derudover skal et endnu bedre samarbejde med fagbevægelsen sikre, at kravet om bedre vilkår kommer på dagsordenen.
● VKO indførte en række regler, som har iført kommunerne en økonomisk spændetrøje. Vi skal hurtigst muligt have afskaffet nulvæksten og tilbagebetalingsordningerne, som betyder at kommunerne ikke selv kan råde over deres økonomi, fortæller Jette.
● Med den nye regering, og den enorme fremgang til Enhedslisten er grundlaget lagt for, at vi for alvor kan få en rød politik, som også vil afspejle sig i kommunerne.
● Lokalt er det vores opgave at sikre, at vi i bedst mulig grad får samarbejdet med fagbevægelsen om at stille et krav om en rød politik, der er så klart, at Socialdemokraterne ikke kan sidde det overhørigt.