Tag de uanstændige spareforslag af bordet

VELFÆRD: Så er endnu et sparekatalog – til 227 millioner kr. – lagt på bordet af S-SF-K-V rådmændene i Århus kommune. Et katalog, der igen retter sparekanonen ind mod de, af byens borgere, der er svagest stillede. De sociale institutioner og foranstaltninger, er igen, igen bragt i forslag.

Det betyder bl.a.

– at der, hvis forslagene bliver gennemført, ikke mere vil være aktivitets- og væresteder for psykisk syge i Århus kommune,

– at bostøtten i eget hjem vil være kraftigt reduceret

– at støtte til aktivering og træning af hjerneskadede vil være minimal

– at antallet af pladser på børne-, mødre-og spædbørnehjem for omsorgssvigtede børn og unge vil være reduceret til næsten 0.

– at hjemmehjælpen beskæres

Hertil skal lægges besparelsesforslag i byens skoler, som især vil ramme de svageste elever

Kultur er også socialt

Indenfor kulturen reduceres støtten til folkeligt funderede kulturaktiviteter, som vi i Enhedslisten hellere ser fremmet. Det er aktiviteter, hvor byens borgere i dag får rigtig meget for få midler til glæde for rigtig mange, og hvor borgere ikke bare underholdes, men aktiveres. Det gælder

– aflønning af husmænd i beboerhusene, som kataloget foreslår helt ophører

– aktivitetsstøtten til børn og unge beskæres

– reduktion af åbningstiden på bibliotekerne

– reduktion af tilskuddet til Globus 1

Særligt vender vi os mod besparelserne i de udsatte boligområder som Gellerup og Toveshøj. Gellerup er den bydel i Danmark med flest fattige borgere og dermed afledte sociale problemer. 24,7 % fattige i henhold til en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, og antallet er kraftigt stigende. Husmanden i Tousgårdsladen og bibliotekarerne på Gellerup bibliotek varetager derfor ikke blot kulturelle opgaver, men også meget værdifulde sociale opgaver. Man lukker således tillige ned for den sociale indsats i det udsatte boligområde ved at beskære kulturinstitutioner. Enhedslisten vil den modsatte vej: Bekæmpe sociale problemer ved at øge den sociale indsats.

Bevar Gellerupscenen

Gellerupscenen foreslås i kataloget helt nedlagt / sparet væk. Denne nedprioritering af Gellerup synes særligt grotesk Helhedsplanen taget i betragtning. Det er Helhedsplanens erklærede mål at Gellerup / Toveshøj skal “omdannes til en attraktiv “multifunktionel” bydel med erhverv, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser osv., der åbner sig mod resten af Århus.”

Der er givet beboerne mange løfter i den anledning, hvis blot de stemte ja til Helhedsplanen. Jamen hvordan kan man da tro på de løfter, og den målsætning, når alt, hvad der er her, foreslås nedlagt ? Gellerupscenen er en arbejdsplads, uddannelsesinstitution og særdeles åben. Her arbejder i dag 5 faste medarbejdere + fleksjobbere, et skiftende antal løsarbejdere, scenekunstnere og undervisere. Scenen er en uddannelsesinstitution for teaterarbejdere og skuespillere og Århus eneste for børn. Scenen er med til at åbne Gellerup mod Århus og scenen åbner sig selv mod Gellerup og er særligt åben for multikulturelle aktiviteter og for kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk. Hvad kan man ønske sig mere af et teater?

Meld dig til facebookgruppen BEVAR GELLERUPSCENEN

Skaf penge

Enhedslisten har flere forslag til indtægter. Et af dem er at rulle skattelettelserne til de, der tjener mere end 500.000 kr. / året tilbage til 2009 niveau, og øge bloktilskuddene til Kommunerne med indtægten herfra. Det vil give Århus kommune et øget bloktilskud på 402 mill. kr. / år.

Opfordringen til de øvrige 30 byrådsmedlemmer lyder: Tag de nævnte spareforslag af bordet. Skaf sammen med Enhedslisten indtægter til kommunen i stedet for at spare på kommunens svageste borgere. 

Pressemeddelelse
Af Solveig Munk, medlem af bestyrelsen for Gellerupscenen, suppleant til Århus Byråd, (EL)