Ungdommen ta’r ansvar

LÆSERBREV: Når de voksne ikke gør det, må vi andre jo træde til. Fremtiden har ikke kun betydning for os, men for hele befolkningen. Når 9133 unge mangler en praktikplads, regeringen skærer næsten ¼ mia. på ungdomsuddannelserne osv., så er det hverken ansvarligt eller visionært. Det ville vække ramaskrig, hvis 2.g’erne på landets gymnasier efter ferien ikke måtte starte i 3.g. Det er præcis den situation, som 9133 teknisk skoleelever står i. De har ingen praktikplads eller skolepraktik. Mange opgiver deres uddannelse og tager i stedet ufaglærte jobs. I Enhedslisten forholder vi os til fremtiden.


I 2020 kommer vi til at mangle 100.000 uddannede hænder, og de demografiske ændringer betyder at arbejdsstyrken bliver mindre. Derved er det fuldstændig hul i hovedet ikke at investere i uddannelse. Regeringen har en målsætning om at 95% af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse, pt. får 1/5 ingen. Regeringen tænker i stedet på mandater, bankpakker og skattelettelser. I Enhedslisten kan vi godt se udover næste valg og at vi i fremtiden skal leve af udvikling og viden.
 
Uddannelse koster, men er en fremtidsinvestering. Derfor støtter Enhedslisten også fuldt op om det nye initiativ Unge ta’r ansvar som er startet af elev- og studenterbevægelsen gennem regionale netværk, hvor der er blevet afholdt stormøder med forslag til den ungdomspakke der på lørdag (red.18/9) skal vedtages af 600 unge til topmøde i Odense. Kernen i ungdomspakken bliver 5 hovedkrav der omhandler ungdommen og fremtiden. Unge ta’r ansvar arrangerer d. 5. okt. demonstration i flere byer. Dette er modsat regeringens politik ansvarligt og visionært i en grad der fryder mig som medlem af Enhedslisten. Derfor vil jeg også være at finde til topmødet og til demonstrationen d.5.okt. i Århus

Rasmus V. Madsen
Enhedslisten-Århus
Landbrugsskoleelev og
Folketingskandidat for Enhedslisten(Ø)

Bragt i JP