På eventyr i Myrhøjen

Blog: Forleden var jeg på besøg i daginstitutionen Myrhøjen, der ligger i Skødstrup ved Århus. Og det skulle vise sig at være det fedeste den her valgkamp, i hvert fald for mit vedkommende.

For selv efter 10 års politisk aktivitet, så bliver jeg til tider lidt træt af de forudsigelige paneldebatter, syndfloden af valgmaterialer og reklamer – ja, jeg kan endda blive lidt træt af at høre mig selv snakke.

Men hvad var det fede ved at besøge Myrhøjen? Kort og godt: jeg blev mere oplyst og vidende. For det første var det rart, at få bekræftet, at vores krav om helt at afskaffe modulordningen, få mere personale i institutionerne og ordentlige madordninger, er det folk vil have.

Og så fik jeg noget overraskende viden om nogle af detaljerne om normeringer og praktik – og djævlen ligger som bekendt gemt i detaljen.

Hvad fik jeg så at vide, der var nyt for mig? For eksempel vidste jeg ikke at den pædagogiske leder tæller med i normeringen – hvilket er pænt misvisende, da lederen skal administrere og ikke er en ”hel” pædagog.

Og før vidste jeg heller ikke, at det er den enkelte institution, der skal afholde udgifter til pædagog-praktikanter.

Hvad må der gøres?

Allerede der, er der noget, der skal gøres noget ved:

1. Statistikken over normeringen, skal være retvisende: pædagogledere skal selvfølgelig ikke tælle som en ”hel” pædagog.

2. Én stilling mere til hver institution – gør man det, så er de nuværende normeringer i det mindste retvisende og alle jeg har talt med, lige fra forældre til ansatte gentager behovet for flere ansatte.

Og det er altså en god investering, at sørge for ordentlige vilkår for ungerne – de bliver store på et tidspunkt og hvis de bliver misrøgtet som små, så vokser de op og laver lort i den. Og hvem fanden kan i øvrigt stå for sådan nogle søde unger – det er bare med at komme i sving og få noget mere personale.

3. Kommunen skal bidrage til praktikordningerne: den enkelte institution skal ikke straffes økonomisk for at tage praktikanter. I løbet af få år går rigtig mange pædagoger på pension og det er med at få fingeren ud og få uddannet nogle flere i tide. Det er vist det Mærsk kalder rettidig omhu.

Men lad mig lige spole lidt tilbage og starte fra begyndelsen. Og bare rolig, der er link til musik undervejs, hvis du skulle have brug for en lytter.

Adopteret af Myrhøjen – og aktiveret af Jobcenter…

Grunden til at jeg besøgte Myrhøjen er et projekt som pædagogernes fagforening BUPL har kørt op til valget. Projektet består i at en række byråds-kandidater bliver adopteret af en daginstitution, så de kan komme ud og stikke fingeren i jorden og få noget mere viden om hvad der rør sig på området.

Det så jeg i den grad frem til, og alt var klar til at klappe – indtil jeg blev sendt i Jobsøgnings-kursus af Jobcenter. Jeg havde sådan set ringet til Jobcenter og spurgt om, der nu var noget ”fælt” på vej, men blev forsikret om, at det var der skam ikke. Fem dage senere dumpede et brev fra Jobcenter ind af brevsprækken – og hvilket brev!

Det lader til at rocker-typer og Jobcenter benytter sig af det samme sprog: gør det, ellers…Eneste forskel er, at du helt og holdent er på herrens mark, hvis Jobcenter ”kontakter” dig. Omvendt har jeg aldrig hørt om at skulle have klippet fingrene af nogen.

Men nogle burde sørge for, at Jobcenter var knap så demotiverende i deres kommunikation. Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, at Jobcenters sprogbrug er i overensstemmelse med Århus Kommunes værdigrundlag – det tror jeg lige vi skal have set på efter valget, til gavn for både arbejdsløse og de ansatte på Jobcenter.

Whatever – langt om længe kom jeg ud af møllen og i job (med løntilskud), og fik endelig aftalt et besøg på Myrhøjen. Så nu var det af sted med de blå busser.

Blå busser og en tidlig indsats

Her er lidt info til ikke-århusianere: I Århus er der to slags busser: de gule og de blå. De gule er bybusser og der stiger man ind bagfra – kan man finde ud af at stige ind bagfra, så er man kommet langt i forhold til at blive integreret i Århus. Næste skridt er sproget, det har Osama også kendt som USO helt styr på, så tag en lytter, det er sådan vi snakker.

Efter en tur med en blå bus, hvor man både får set køer, der muher, og køer af biler, så var jeg endelig ankommet. Jeg trådte ind af døren til Myrhøjen, 80’er-byggeri i gule mursten, velholdt – og så blev min ankomst annonceret: ”dit adoptivbarn er her, han er lidt vel stor”, hvortil der blev sagt noget med at en tidlig indsats er vigtig – og der kunne jeg kun svare, at det nok var for sent. For mit vedkommende i hvert fald, men det er nu gået helt okay synes jeg selv.

Men hver gang jeg hører om tidlig indsats kommer jeg til at tænke på en historie fra det virkelige liv. En af mine gode venners mor var leder af en daginstitution. På et tidspunkt er der så en lille dreng, der har en forkærlighed for at sætte ild til gardinerne. Igen og igen. Hun tænker hurtigt, familien skal have noget hjælp og ungen kunne godt trænge til noget psykolog-tid. Men nej. Nul psykolog-timer til børn i før-skolealderen.

Altså, hvis en unge i førskolealderen sætter ild til gardinerne, så synes jeg man skal tage tingene i opløbet og få barnet og familien på ret køl i tide. Gør man ikke det, så bør samfundet ikke blive overrasket over, hvis knægten vokser op og finder andre og større ting at sætte ild til.

Fik vi satset nok på kærlighed?

Det er egentlig meget simpelt: bruger vi penge og ressourcer på at gøre svage stærke i barndommen, så får vi stærke og gode medborgere ud i den anden ende. Lader vi stå til, så bør vi ikke blive overrasket over, hvis der kommer nogle værre kanaljer ud i den anden ende.

Som Nic og Jay spørger:fik vi satset nok på kærlighed? Jeg stemmer for en øget satsning på kærlighed. For eksempel i form af højere normeringer på daginstitutions-området. Valget er enkelt: kærlighed eller kanaljer. Jeg har truffet mit valg på det punkt og satser på kærlighed.

Fra: http://modkraft.dk/spip.php?article11927