Åbenhed om partistøtte

Læserbrev: Den kommunalpolitiske aftale mellem LO-Århus, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har længe været offentligt tilgængelig på LO-Århus´s hjemmeside. I aftalen kan man læse en række punkter, som de fire parter vil arbejde aktivt for. Noget af det bedste ved aftalen er at LO mindst kvartalsvis vil tage initiativ til en løbende dialog med de tre partier. Det synes jeg er noget af det bedste i aftalen og kan være medvirkende til at Socialdemokraterne ikke svinger for langt mod højre mellem valgene. Det er frustrerende at det røde flertal i Århus ikke har været brugt bedre i de sidste fire år.

Det er ganske naturligt at partier har dialog med organisationer, som de deler holdninger med. Samtidig forhindrer aftalen ikke at Enhedslisten har sine egne standpunkter.

Der har tidligere været perioder, hvor Den Kommunale Fællesrepræsentation ledelse og LO-formanden mødtes til drøftelser med S-SF og Ø. I en periode i Peter Thyssens første år, som byrådsmedlem deltog de Radikale også i disse møder.

Lokalt demokrati er ikke udelukkende forbeholdt til at blive varetaget af 31 byrådsmedlemmer i byrådssalen. Den dialog man som byrådsmedlem kan have med borgere og foreninger mellem valgene er vigtigt for demokratiet og gør, at man som byrådsmedlem bedre kan forvalte det mandat som vælgerne har givet byrådsmedlemmerne.

LO-Århus har valgt at bruge 200.000 på valgkampen. Blandt andet til valgmaterialer som opfordrer til at LO-medlemmerne stemmer på partierne Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten.

I Enhedslisten er vi glade for den indirekte støtten, men det vil ikke ændre vores politiske holdninger i de tilfælde vi er uenige med LO.

Jeg synes det er vigtigt at have åbenhed om partiernes indtægter til valgkampen. Jeg synes det er en mangel at partierne i regnskaber kun skal oplyse summen af partistøtten og hvem der har bidraget med beløb over 20.000 kr.

I Venstres Landsorganisation modtog man i valgåret 2007 officielt 17,5 mio. kroner i kontant støtte ud af en samlet indtægt på 48,6 mio kr. Blandt bidragsydere var A.P. Møller, Dansk Arbejdsgiverforening, ISS, Dansk Industri og Skandinavisk Tobakskompagni. I valgåret fik Venstre 14 mio ekstra i birag fra sine venner.

Hvilke firmaer bidrager til de borgerlige partiers valgkamp i Århus ved kommunalvalget og hvad giver det af bindinger i disse partiers politik i byrådssalen? Det vil være interessant med mere åbenhed om, hvem der forsøger at påvirke hvilke partier.

Søren Egge Rasmussen

Tidligere byrådsmedlem og byrådskandidat for Enhedslisten.

(Hjortshøj Møllevej 162, 8530 Hjortshøj )

Aftalen med LO kan læses her: http://www.lo-aarhus.dk/nyheder/~/media/lo_aarhus/nyheder/aahus%20aftale%2026%20maj%202009%20pdf.ashx
Regnskaber, herunder partistøtte til partierne, kan læses her: http://www.ft.dk/Folketinget/Folketingets_administration/Tal_regnskaber/Partierne.aspx