Ikke flere elendige økonomiaftaler med regeringen

Igennem de sidste 4 år har Kommunernes Landsforening (KL) indgået den ene elendige økonomiaftale med regeringen efter den anden. Hver aftale har betydet større bindinger for den enkelte kommune, strammere budgetrammer, skatteloft, fastlagt serviceniveau og krav om bestemte måltal bl.a. i forhold til udbud og udlicitering. Kort sagt, KL og de enkelte borgmestre er i færd med at opgive det kommunale selvstyre og dermed borgernes demokratiske indflydelse på politikken og beslutningerne i deres egne kommuner.
 
Konsekvenserne har været nedskæringer på de kommunale budgetter de sidste 4 år, selv om mange kommuner faktisk har økonomi til at gøre det bedre og imødekomme borgernes krav og ønsker om velfærd. Men på den måde er det jo ikke regeringen, der skærer i velfærden. Det er kommunalbestyrelserne selv.
 
Århus er en sådan velstående kommune, der har råd til bedre velfærd. En annullering af det kostbare Marselis-tunnelprojekt og genopretning af dækningsafgift og grundskyld, som blev markant nedsat ved forliget i 1997 mellem Socialdemokraterne og de borgerlige partier, vil sikre nye midler til velfærd og miljøinvesteringer. I stedet har Århus ladet sig binde af KL-aftalernes stramme budgetrammer, skattestop og lignende.
 
Enhedslisten har de sidste 4 år opfordret til, at borgmestrene i KL stemmer nej til regeringens udspil. Hidtil er det ikke sket. Selvom borgmester Nikolaj Wammen har kritiseret økonomiaftalerne, har han i KL’s bestyrelse stemt for aftalerne og været den første til at kræve dem overholdt.  Denne linje skal ændres, da det helt klart vil have betydning for de fremtidige forhandlinger, hvis Århus som landets næststørste by klart melder ud, at vi ikke vil acceptere flere nedskæringsaftaler og heller ikke stemme for dem i KL.
 
Derfor vil det være Enhedslistens linje, at Socialdemokraterne og SF sammen med Enhedslisten skal gå i spidsen og samle borgmestrene om en afvisningslinje over for fremtidige aftaler, hvis de ikke respekterer selvstyret, fjerner de mange bindinger og åbner op for de nødvendige budgetudvidelser. Det er nødvendigt med en ny socialdemokratisk politik sammen med venstrefløjen, hvis der skal rettes op på velfærden i Århus kommune.
 
Hvis regeringen fortsat vil skære ned på velfærden, må den gøre arbejdet selv og ikke med KL og kommunalbestyrelserne som stedfortrædere. Men så ved alle borgere også, hvor ansvaret skal placeres.  

Foto:
http://www.flickr.com/photos/monkeyc/165230047/sizes/l/
There is a Creative Commons license attached to this image. AttributionNoncommercialShare Alike