Liste Ø kræver åben nazi-efterforskning

I det seneste år har Århus set et hidtil uset omfang af højreekstremistisk vold og hærværk: Der har været talrige overfald ved “Huset”, overfaldet i Banegårdshallen, det uhyggelige overfald på Clemens Bro. Senere overfaldet på én af Enhedslistens folketingskandidater, på ARNs talsmand og mange mindre sager.

Men det blev også året, hvor vi har set de bredeste antinazistiske manifestationer med LOs demonstration i marts som prikken over i´et. Endelig blev det året, hvor vi så en mere konsekvent politiindsats mod nazisternes vold.

Det er ingen hemmelighed, at vi har været kritiske overfor den svage politiindsats, som vi så før 2008. Derfor blev der taget initiativ til en dialog med politiet, som holdt flere møder med Enhedslisten. Det har glædet os meget, at politiindsatsen det seneste år har resulteret i adskillige domme – måske flere end i hele perioden 2003-7.

Men vi er fortsat kritiske, når vi mener, at indsatsen mod nazisterne er for svag. Det skete fx i retssagen om hærværket mod Enhedslistens lokaler, hvor ruderne gang på gang blev knust. Den afsluttedes med en uklar dom, som ikke forholdt sig til, at der var tale om politisk hærværk.

Som en udløber har Østjyllands Politi afvist at give Enhedslisten aktindsigt i sagen, som vi ellers ret til som forurettet part. Vi vil ikke acceptere, at vi nægtes denne lovsikrede ret og vil derfor følge den helt til dørs. Intet taler for, at lukkethed styrker kampen mod nazisternes organiserede kriminalitet.

Også i det kommende år vil Enhedslisten bekæmpe nazismen, hvor den stikker snuden frem. Primært gennem en folkelig og demokratisk mobilisering, men også ved holde fokus på, at det er en politiopgave at stoppe deres direkte kriminelle aktivitet. Århus har fortjent igen at blive “Smilets by”.

Således vedtaget på Enhedslisten – de rød/grønnes generalforsamling den 18.04.09,
Mødeleder til dette punkt: Marie Lassen og Keld Hvalsø Nedergaard