Vi vil synge nazisterne ud af Århus

“Vores bedsteforældres generation stod op imod nazismen med livet som indsats og sejrede. Vi skylder ofrene for krigen og nazismen forbrydelser, at en gentagelse af vanviddet aldrig finder sted igen,” udtaler Sarah Victoria Bruun (EL), som kommentar til Venstres Ungdoms “dialog-møde” med nazister fra DNSB.

Når Venstres Ungdom i Århus mandag aften kl. 19.00 holder møde med DNSB, vil det således ske til lyden af sang og protest. Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i Århus, hvor Sarah Victoria Bruun også er medlem, har nemlig indkaldt til en sangaften imod nazisme ude foran mødet.

“VU hjælper nazister ved at invitere dem ind i det pæne selskab, og det mener vi er dybt problematisk, da det er en udemokratisk og voldelig bevægelse,” udtaler Sarah Bruun, som selv blev overfaldet af nazister i Århus sidste år.

Arrangementet har fået støtte fra borgergruppen Skansen Mod Nazisme fra Nørre Sundby, som hver aften i mere end to år sang protest-sange imod nazi-borgen i byen. Dengang lykkedes det til sidst at få nazisterne til at lukke deres hovedkvarter i byen.

“Vi brugte over to år på at bekæmpe nazisterne og synge dem ud af huset i Nørre Sundby, og nu inviterer VU dem så til kaffe og kage. Det er jo fuldstændigt absurd”, udtaler Julle Møller Larsen fra Skansen mod nazisme. Gruppen fylder en bus med folk fra Nørre Sundby og glæder sig til at videreføre traditionen fra deres hjemby.

Efter protestsangene foran VU’s lokaler vil deltagerne gå samlet til et debatmøde omkring, hvordan nazismen bekæmpes i Århus. Mødet finder sted i LO’s lokaler, hvor repræsentanter for byens politiske ungdomsorganisationer, fagbevægelsen og folkene fra Nørre Sundby vil være i panelet.

Protest-arrangementet finder sted ved VU’s lokaler i Århus i Rosenkrantzgade 31 og starter kl. 18:30.

Debatmødet finder sted kl. 19:30 i LO’s lokaler, Skt. Knuds Torv 3.

For yderligere informationer og kommentarer, kontakt Sarah Victoria Bruun på tlf.: 30 27 99 99.

Ovenstående er en omskrivning af en pressemeddelelse fra SUF.
Se i øvrigt et udpluk af pressedækningen her: 
http://tv2oj.dk/vis_nyhed.asp?AjrDcmntId=23598
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090216/AAS/823272679/1002
http://www.dr.dk/NETTV/Update/2009/02/16/20090216183840.htm
http://www.dr.dk/NETTV/Update/2009/02/16/20090216183840.htm