
I et svar fra den tidligere Børn og Ungerådmand Louise Gade til SF’s forespørgsel: ”Friplads koster penge i private daginstitutioner”, blev det beskrevet, at i private vuggestuer, der fastsætter en forældrebetaling på over 3.102 kr. pr måned, skal forældre/enlige forældre med ret til fuld friplads, i modsætning til en offentlig vuggestue, betale for at få deres barn/børn passet. Eftersom der ikke er loft over forældre-betaling i en privat daginstitution, betyder det bl.a. i den private institution Kareten i Højbjerg, at forældre/enlige forældre, der har en indtægt på under 143.001 kr. om året (og dermed har ret til fuld friplads) skal betale 7.381 kr. pr. år for pasningen og yderligere 3.025 kr. (i alt 10.406 kr.), hvis deres barn også er med i institutionens kostordning.
Forespørgslen spurgte også ind til den tidligere Børn og Ungerådmands holdninger til, om rådmanden så et socialt problem i den økonomiske forskel, der er skabt, hvor forældre med lav indtægt ikke økonomisk har reel mulighed for at få deres børn passet i en privat dagsinstitution. Her valgte den tidligere Børn og Ungerådmand alene at referere til paragraffer og love uden at tage politisk stilling til spørgsmålene.
Det mener SF og Enhedslisten er et problem, fordi emnet både konsekvensmæssigt og principielt er af meget vigtig karakter. Således mener forespørgselsstillerne, at en økonomisk forskel mellem private og offentlige daginstitutioner i betalingen for forældre med friplads, har nuværende og ikke mindst fremadrettede konsekvenser for den sociale opdeling og mangfoldigheden i kommunens pasningstilbud.
På den baggrund stiller SF og Enhedslisten 5 spørgsmål til den nye rådmand for Børn og Unge Gert Bjerregaard (V), hvor forespørgselsstillerne ønsker holdningsmæssige tilkendegivelser fra Gert Bjerregaard til spørgsmålene. Dermed ønsker SF og Enhedslisten også at give den nye rådmand muligheden for at tilkendegive sit syn på sagen, og ikke mindst at give svar med politisk substans, og som er mere fyldestgørende end forgængerens.
SF og Enhedslisten har følgende spørgsmål til rådmanden for Børn og Unge:
1) Synes Gert Bjerregaard det er i orden, at forældre/enlige forældre, der samlet tjener under 143.001 kr. om året, og som reelt har fuld friplads i en offentlig institution, skal betale for pasningen i en privat institution, der har en forældrebetaling over 3.102 kr. pr måned? Hvorfor? (Her ønskes der en politisk stillingtagen til det principielle i forskellen i brugerbetalingen mellem en privat og offentlig daginstitution).
2) Ser Gert Bjerregaard principielt et socialt problem i, at forældre med lav indtægt ikke har råd til at få deres børn passet i en privat institution, idet en høj forældrebetaling i den private institution (over 3.102 kr. pr. måned) påkræver betaling fra disse forældre (på trods af fuld friplads status)?
Hvorfor? (Her ønskes en politisk stillingtagen til spørgsmålet).
3) Hvad er Gert Bjerregaards politiske holdning til, at der ikke er loft over forældrebetalingen i private daginstitutioner?
4) Hvad er Gert Bjerregaards politiske holdning til, at forældre med ret til fuld friplads, skal betale 3.006 kr. (275 kr. pr måned i 11 måneder) for at deltage i kostordningen i den private vuggestue Kareten i Højbjerg, når forældre med ret til fuld friplads i en offentlig institution ikke skal betale noget for, at deres børn er med i den kommende kostordning?
5) Hvad agter Gert Bjerregaard at gøre for at ændre den skævvridning, som eksisterer i forældrebetalingen i private og offentlige daginstitutioner?
a) Vil rådmanden rette henvendelse til socialministeren/regeringen for at få loven ændret?
b) Hvis Gert Bjerregaard ikke ønsker at rette henvendelse til socialministeren/regeringen ønsker forespørgselsstillerne et svar på, hvad Børn og Ungerådmanden selv agter at gøre for at ændre den socialt skæve forskelsbehandling?
c) Hvad agter Gert Bjerregaard at gøre, hvis han retter henvendelse til socialministeren/ regeringen og hun/den ikke agter at gøre noget?
På vegne af SF’s og Enhedslistens byrådsgrupper
Claus Thomasbjerg Keld Hvalsø Nedergaard