Spidskandidater til Regionsrådet

Enhedslisten Midtjylland har valgt de fem øverst placerede på stemmesedlen ved regionsrådsvalget i november – og de to bedst placerede er kvinder. Allerøverst står Else Kayser fra Århus, som i mange år – blandt andet gennem sit arbejde som formand for sygeplejerskerne i Midtjylland – har arbejdet aktivt med især sundhedspolitik.

– Vi har valgt en stærk top fem til vores stemmeseddel, et solidt kollektiv, som frem til regionsrådsvalget vil stille skarpt på Enhedslistens mærkesager, siger spidskandidat Else Kayser.
De fem kandidater er:

  1. Else Kayser, Århus, sygeplejerske, tidligere formand for sygeplejerskerne i Midtjylland
  2. Signe Lund Jensen, Århus, sygeplejestuderende i Horsens
  3. Henrik Qvist, Gl. Rye, socialpædagog, regionsrådsmedlem
  4. Allan Skou Larsen, Horsens, arkæolog og by- og fængselsrundviser
  5. Anders Petersen, Herning, cand. ling. merc. i virksomhedskommunikation

Meget bedre psykiatri
En af Enhedslistens mærkesager er psykiatrien, som efter partiets mening er blevet udsultet gennem mange år – så udsultet, at systemet svigter alt for ofte.
– Regionen skal have øget fokus på psykiatriens udvikling, og at de psykisk syge og deres familierr og netværk i langt højere grad inddrages i  behandlingsplanerne, siger Else Kayser,
– Der skal være det fornødne antal sengepladser til de psykisk syge, så man ikke behøver at udskrive en psykisk syg, ikke færdigbehandlet patient for at skaffe sengeplads til den næste psykisk syge patient.

Mere grønt
Enhedslisten prioriterer også det grønne område højt, fortæller Else Kayser:
– Vi går ind for meget mere økologi på alle områder, og her i regionen kunne vi passende begynde med at gøre institutionskøkkenerne meget mere økologiske – og hellere end gerne med lokalt producerede råvarer. Regionen skal også arbejde meget mere aktivt med recirkulation, genanvendelse og bæredygtighed.

Også landspolitik
Men Enhedslisten vil ikke blot arbejde i regionsrådet. Ifølge Else Kayser er der problemer, som kræver, at Folketinget arbejder sammen med regionerne:
– Vi vil sammen med andre gode kræfter kæmpe for at  fjerne den økonomiske spændetrøje for regionerne,  for der skal nemlig sikres større økonomisk  og politisk råderum for regionernes virke.  Det årligt tilbagevendende produktivitetskrav på plus 2% skal væk. Borgernes tarv, fagligheden og det gode arbejdsmiljø skal være det retningsgivende – ikke gold, økonomisk tænkning, slutter Else Kayser.